Ved begravelse henvender man sig til den sognepræst, man ønsker skal foretage den kirkelige handling.

 

Bisættelse/begravelse – af jorden skal du igen opstå!

af Tue Rolighed Lauridsen

Det er nok særligt ved begravelsen i kirken, at man som præst føler, at man kan hjælpe folk og gøre en forskel. Som ved de andre kirkelige handlinger markerer bisættelsen/begravelsen en overgang i tilværelsen, men her er det den størst tænkelige – nemlig fra liv til død. Det gør ondt at miste én, man har holdt af og hvis liv man har været en del af. Det kan opleves og føles som at miste en del af sig selv. Men sorgen og smerten er kærlighedens måde at leve videre på. Sorgen og savnet udtrykker den kærlighed, man har haft til afdøde, som man nu ikke kan komme af med, men som selv om den gør ondt, også er en måde at ære og mindes afdøde på.

Derfor gælder det heller ikke om hurtigst muligt at komme over en sorg. Der er mange sorger, man ikke kommer over, men som bliver en del af ens liv på en måde, så man kan leve videre.

Hvad siger man, når man står overfor døden. Ja, da hører de fleste ord op, man forstummer. Til gengæld har kirken, Bibelen og salmerne ord, som kan lyde, når alle andre ord forsvinder – vi har det religiøse sprog. Og vi har begravelsesritualet. De fleste mennesker har den opfattelse og indstilling, at man ønsker den smukkeste og mest værdige afsked for afdøde som muligt. Og her er kirken et smukt rum og en værdig ramme – og måske en gammel eller kendt kirke, hvor de efterladte generation efter generation har haft kirkelige handlinger som tradition.

Tradition betyder netop på latin at bære over, at føre videre. Man bærer nogle vigtige værdier og rammer videre, så man ikke overgiver sine døde til det ukendte og tomme, men til evigt liv hos Gud – placerer det i hans hånd, som ingen ifølge vor kristne tro kan falde ud af.

Ved enhver kristelig begravelse eller bisættelse skal lyde de tre sætninger – ”af jorden er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå”. Den sidste sætning er sværest at forstå og kan kun tros, - og den er den vigtigste. Her siges det, at et menneske ikke er en ligegyldig eksistens, som forsvinder for evigt, men at vi håber og tror på et gensyn og en opstandelse under en eller anden form – det evige liv.

Samtidig lyder lovprisningen af opstandelseshåbet (1. Petersbrev), som også lød ved barnedåben: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi fader, som i sin store barmhjertighed, har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” De selvsamme ord lyder altså ved begyndelsen af et menneskes liv og ved dets afslutning og omkranser således alt, hvad vi kan forestille os. Ordene er Alpha og Omega – begyndelsen og enden i al evighed, som Kristus selv.

 

 

Om en bisættelses betydning

af Ulrich Thostrup

For 1½ år siden døde min mor 95 år. Over et par måneder ebbede kræfterne og lysten til livet stille ud. Et langt og godt liv var slut. Som det naturlige og værdsatte midtpunkt hun udgjorde, var det for os 4 søskende og resten af familien et stort tab og sorg.

I den situation blev både planlægningen af og selve bisættelsen for os en samlende og værdifuld begivenhed med stor betydning for bearbejdelsen af tabet og for vores videre liv. En oplevelse som vi ikke ville have været foruden.

Vores mor levede mere end 40 år i et lille bysamfund og var som tidligere menighedsrådsmedlem, kirkegænger og jævnlig deltager i kirke-sociale arrangementer knyttet til både Hvalsø og Kr. Såby kirke. Med det kristne grundsyn hun havde, var det naturlig for hende at tale om livet, dets op- og nedture og øvrige hændelser og dermed også om dets afslutning. På en spadseretur på Hvalsø kirkegård et årstid før sin død og med mig under armen havde hun da også udpeget, hvor hun gerne ville hendes urne skulle sættes i jorden. Med den forberedthed var det for os børn lige til at aftale med kirkegårdsbetjenten både det praktiske om gravstedet og i forhold til selve den kirkelige handling. Han var også behjælpelig med at anvise, hvordan vi kunne arrangere kaffe efter bisættelsen. Den slags hjælp og imødekommenhed er meget værd i situationen.

Vi valgte at lade et begravelsesfirma stå for det praktiske med bisættelsen. Det forgik meget professionelt. Alligevel var det stærkt følelseskrævende at skulle vælge kiste, blomster, urne osv., fordi det definitive i tabet og afskeden bliver meget konkret og nærværende. Det var godt at vi kunne støtte hinanden.

Det var naturlig at spørge præsten i Kr. Såby om han ville forestå begravelseshandlingen i Hvalsø kirke, fordi min mor i de seneste år havde fundet megen glæde ved at komme i Såby kirke. Før samtalen med præsten havde vi drøftet og valgt hvilke salmer vi syntes passede. Vi havde også fundet en artikel frem om vores mors liv, skrevet i lokalavisen i forbindelse med hendes 90 årsdag. Det viste sig, at præsten kendte vores mor godt og det blev en positiv, varm og også humoristisk samtale, hvor også han kunne bidrage med sit billede af mor, som en stærk og meningernes kvinde. Det var en god følelse at gå fra samtalen vidende at bisættelsen var i hænderne på en præst, som havde kendt og sat pris på vores mor.

Dagen for bisættelsen oprandt med den stille og lidt nervøse sindstilstand, som sikker mange kender. Alligevel var det trygt og kendt at træde ind i den lille landsbykirke, hvor vi som børn kom, vor jeg var konfirmeret og som havde dannet rammen om mine søstres bryllupper. I dag stod min mors kiste smukt pyntet med blomster i hvide og stærke røde og blå farver, som hun gerne ville have det. Det var både bevægende og rigtigt. Efterhånden fyldtes kirken med familien i alle aldre, fra nær og fjern og med min mors bekendte og omgangskreds i den lille by.

Den kirkelige handling var smuk og vedkommende. Mindeværdige blev præstens ord om mor, der på en indlevet og værdig måde afspejlede hende som den samlende og respekterede person hun var i familien og hvad hun som kvinde havde betydet for det lille samfunds foreningsliv og fællesskab. Ord, som naturligt blev vævet sammen med det kristne budskab om troen på og tilliden til Gud, der griber os og tager over, når vi selv må give op – og heri det håb og den mening, troen giver i livet og i døden.

Det har betydet meget i eftertid at kunne tage disse ord med sig. Sammen med forberedelserne og den konkrete begravelseshandling har de været af stor værdi og betydning for os søskende og familien i at leve videre med erindringerne og glæden og med et smukt minde om en bisættelse, som en værdig afslutning på et liv.